Voldgiftsretten afsagde den 5. juli 2019 endnu en sag om fordelingen af ansvaret for MgO-plader anvendt som vindspærreplader i facadeløsninger. NT repræsenterede bygherren, der fik medhold i, at hovedentreprenøren bar det fulde ansvar for anvendelsen af MgO-plader i forbindelse med energirenoveringen af en boligbebyggelse. Hovedentreprenøren blev tillagt fuld regres mod sin underentreprenør og -leverandør vedrørende pladerne. Bygherrens totalrådgiver blev frifundet for ansvar. Kendelsen kan i anonymiseret form læses på nævnets hjemmeside:

https://voldgift.dk/ny-kendelse-vedr-mgo-vindspaerreplader/

Kendelsen lægger sig tæt op ad de 4 tidligere kendelser om samme problematik, og der må hermed siges at have etableres sig en rimeligt fast praksis bestående af følgende hovedpunkter:

1. MgO-plader var uegnede til at blive anvendt i det danske klima som udendørs vindspærreplader.

2. Hvis tidspunktet for entreprenørens eller rådgiverens valg af pladerne ligger efter offentliggørelsen den 27. december 2013 af BYG-ERFA blad (21) 131227, der omtalte pladerne som vindspærrematerialer, er disse parter ansvarsfri ud fra princippet om byggetidens viden og udviklingsrisiko. Hvis beslutningen ligger før, er der ikke ansvarsfrihed.

3. Hvis der ikke er ansvarsfrihed efter pkt. 2 gælder følgende:

a. Hvis entreprenøren som i denne sag har frit materialevalg i forbindelse med leveringen af vindspærreplader, har han mangelsansvar, hvis han vælger at anvende MgO plader, selv om han ikke kunne vide, de var uegnede. Det gælder, selv om bygherren ikke har haft indsigelse mod entreprenørens valg eller ligefrem har godkendt det. Men hvis entreprenøren – uanset at han har frit materialevalg – vælger at anvende MgO-plader, der er foreskrevet i projektet, har han ikke mangelansvar, selv om materialet viser sig at være uegnet. Ansvaret vil i så fald påhvile den rådgiver, der har foreskrevet materialet.

b. Hvis der ikke er frit materialevalg, men MgO plader er foreskrevet i projektet, vil ansvaret ligeledes påhvile rådgiveren og ikke entreprenøren.

Den primære diskussion i denne sag gik som i flere af de andre sager om MgO-plader på følgende. I projektet var foreskrevet cementbundne vindspærreplader, men i forbindelse med en diskussion om udformningen og ventileringen af facaderne, var MgO-plader blevet introduceret i byggeriet på initiativ af hovedentreprenøren. Spørgsmålet var herefter, om introduktionen skulle rubriceres som et frit materialevalg foretaget af hovedentreprenøren, jf. pkt. 3.a, eller om rådgiveren havde været så dybt involveret i valget af pladerne, at denne måtte siges at have foretaget en projektændring, så forholdet skulle rubriceres under pkt. 3.b.

Også her fulgte voldgiftsretten den tidligere lagte linje, at der skal ganske meget til, for at rådgiver kan siges at have foretaget en projektændring. Rådgiver var navnlig berettiget til at lægge de tilgængelige datablade til grund, som ikke gav anledning til at fatte mistanke til produkternes evne. Det, at rådgiver var den samme, som i den første sag om MgO-plader blev anset for at være ansvarlig for at have valgt MgO-plader efter at have undersøgt disse nærmere, var uden betydning for den konkrete sag.

Selvom praksis nu har fastlagt principperne for ansvarsbedømmelsen ganske klart, må det forventes, at der fortsat er behov for at føre de resterende verserende sager igennem, bl.a. fordi rubriceringen af samspillet mellem entreprenør og rådgiver, jf. pkt. 3, altid vil være op til en konkret bedømmelse.

Ved spørgsmål kontakt venligst: Advokat Henning Biil